Kommunikation
Introduktion
Alle kommunikerer hele tiden, men den matematiske kommunikationskompetence handler om at kommunikere i, med og om matematik. Her bliver det tydeligt, at matematikken benytter sig af et særligt sprog – ud over det almindelige talte og skrevne sprog. Man når langt med det almindelige, men ved brugen af det særlige matematiske sprog, viser det sig nemmere at kommunikere i matematik med matematik om matematik.
Læringsmål
Når I har arbejdet med dette emne, kan I:
- sætte eleverne i situationer, hvor de kommunikerer i, om og med matematik
- styrke elevernes sproglige færdigheder i den almindelige undervisning
- tilføje aktiviteter, der fremmer den matematiske kommunikation hos eleverne
- gennemføre evalueringer, herunder elevernes egenevaluering ved hjælp af skriftlig og mundtlig kommunikation
Forslag til hvordan I kan arbejde med emnet
Der er evidens for, at elever, der er trænet i mundtlig kommunikation, også formulerer sig bedre og mere præcist skriftligt. Dertil kommer, at netop denne kompetence er et opmærksomhedspunkt i fælles mål:
Eleven kan uddrage relevante oplysninger i enkle matematikholdige tekster
UVM 2015
Det er en fordel, at eleverne som udgangspunkt altid samarbejder om opgaveløsningen til aktiviteterne. På den måde bliver det nødvendigt for alle elever at tale om matematikken. Ved at lade eleverne præsentere deres løsninger og produkter ved hjælp af apps og computere kan man også styrke kommunikationen. Eleverne skal formulere sig skriftligt om matematik og om opgaveløsningen. Derudover kan eleverne styrke deres kommunikation ved at fremstille opgaver og spørgsmål til hinanden.
Scenarie
6. a har matematik. De arbejder i mindre grupper med et matematisk tema. Det svirrer med matematiske termer og tal, og de arbejder koncentreret. Pludselig høres sætningen: ”Det var altså ikke ok, at Sevilla fik straffespark i går aftes!”. Det kunne få læreren til at stoppe med at lade eleverne arbejde i grupper. Men selv om der tales om fodbold eller noget andet en gang i mellem, er gevinsten ved, at eleverne arbejder med matematik i mindre grupper, langt større end ulemperne.
Når eleverne samarbejder om en opgave, vil de automatisk kommunikere i, med og om matematik.
Øvelser og opgaver
Her kan I finde øvelser og opgaver til kommunikation:
Opgave 1: Hverdagssprog kontra matematiksprog
Opgave 2: Klassens ordvæg
Opgave 3: Faglig læsning og skrivning
Opgave 4: Kommunikation og evaluering
Materialer
Her kan I finde materialer om kommunikation:
- Sproglig udvikling i matematik, Temanummer Tidsskriftet Matematik nr. 4 2017
- Vejledning i sproglig udvikling fra emu.dk: Om sproglig udvikling
- Michael Wahl Andersen (2008): Matematiske billeder, sprog og læsning, 5. Matematik og læsning
- Lisser Rye Ejersbo og Bo Steffensen (2013): Læsning i Matematik
No topics were found here